Sporfossil nr.27 "Heksekoste"
Dette er sporfossilet Zoophycos,
som for hundrede år siden blev tolket som planteaftryk eller
svampe m.m. Idag er den udbredte tolkning, at der er tale om spor
dannet i mudderet af ormelignende dyr.
Ved sporfossiler er morfologien ikke et resultat af vækst af et
legeme. Det udtrykker i stedet et adfærdsprogram, som styrede
graveaktiviteterne. Som for Arthrophycus (spor nr.24) er den
grundlæggende struktur en U-formet tunnel; men til forskel fra
Arthrophycus, som hovedsagelig er vertikalt struktureret, så er
der for Zoophycus tale om hovedsageligt horizontale gange.
Så i stedet for at migrere opad, som ved Arthrophycus, så
migrerer sporet horizontalt i større og større buer
væk fra udgangspunktet. Det viste eksempel har desuden små
krydslejring agtige strukturer hældende væk fra
udgangspunktet (åbningene i centrum). Deres form viser, at de var
konstrueret på dyrets tur tilbage til udgangspunktet. Det kan
også tænkes, at en lille gang altid holdtes åben og
at "stripmining" blev udført i korte bugte, hvorved denne
krydslejring
blev dannet. På denne måde blev hvirvlen/buerne gjort
større og større. Det viste stykke har kun een bue, som
på grund af den centrale hovedindgang, bevægede sig
højere og højere op i sedimentet. Dette i
modsætning til flere senere arter, som bevægede sig nedad
og havde flere buer. Det, at der dannedes en spiral opad i sedimentet,
havde den ulempe, at den anden åbning - hvis den eksisterede - af
gangen på et tidspunkt ville blive krydset. Nogen, for eksempel
Olivero 1994, har derfor foreslået, at den ene ende af gangen var
lukket.
Hvorfor denne komplicerede graveadfærd? Stripmining af
sedimentets organiske næring har længe været
foreslået som et logisk svar. Størstedelen af
pressestrukturerne i gangene består af ekskrementer, hvilket
umiddelbart bekræfter denne tolkning. Imidlertid forekommer der
også materiale fra højere niveauer og overfladen, for
eksempel vulkansk aske. Så det kan også tænkes, at
gangene fungerede som en form for affaldslager, så dyrets
middagsbord på overfladen blev holdt rent. Eller måske er
der tale om en kombination, hvor dyret får frisk næring fra
sedimentoverfladen, samtidig med at det kan få bakterielt
produceret næring fra sit affaldsdepot, som for eksempel kunne
blive gødet med dets ekskrementer. Hvis denne bakterielt
producerede næring kunne optages i flydende form (kemosymbiose)
kunne dyret tænkes at bruge gangene til at pumpe denne
næring op hellere end at grave i sit eget affald.
Svar på disse spørgsmål kan måske findes en
dag. Man ved, at Zoophycus stadigvæk dannes nutildags i
dybvandssedimenter, idet man har fundet dem i kerneboringer. Det er
imidlertid endnu ikke lykkedes at fange dyret, som er ansvarlig for
konstruktionen. Men måske lykkes det en dag.
Der synes at være en stratigrafisk udvikling i Zoophycus imod
mere komplicerede former, som det ses på tegningen.
