Panel 1 Vor jord opstod for omkring 4.6 milliarder år siden,
hvilket er cirka en milliard år før livet opstod,
eller i hvert fald det ældste liv, som vi har fundet indikationer
på i sedimenter i Isua i Grønland og i Sydafrika.
Da livet opstod, forandrede det sammensætningen af
atmosfæren, havvandet og sedimenterne.
Men gennem de første 2-3 milliarder år forblev livet
mikroskopisk. Stromatolitter er næsten de eneste "fossiler" fra
denne periode.
I den ivrige jagt efter fossiler fra disse forgangne tider blev
palæontologer mere end een gang snydt af mærkelige
sedimentære former og strukturer, som fejlagtigt blev taget for
biologisk dannede. Her vises et par sådanne eksempler.
Dette netværk af tørresprækker er blot et eksempel
af mange. Tørresprækker i ler kan bevares, hvis de for
eksempel fyldes med sand efter dannelsen. Ved efterfølgende
kompaktion vil leret kompakteres til en brøkdel af sin
oprindelige tykkelse; mens sandet i revnerne vil bevare sit volumen
næsten uændret, men eventuelt deformeres til andre former,
f.eks.
"pølse" agtige strukturer, eller måske lave lange ridser i
lerlaget.
Når sandet senere mineraliserer til kvartsit, og leret
delvis bortforvitrer, kan mærkelige former blive resultatet.
Det nederste, rødlige stykke er fra den prækambriske NAMA
Gruppe blottet i Fish River Canyon i Namibia. Sedimentet er 600
millioner år gammelt. Det specielle er, at
tørresprækkerne er doblede. Dette kan skyldes, at foldning
har bevirket, at de modstandsdygtige, hærdnede sandlag kunne
glide lidt forbi hinanden. Den del af tørresprækkerne,
som strakte sig op i sandlaget, har da ridset disse parallelle
fordybninger. Det sandlag, som lå over det viste stykke,
er senere eroderet bort.
Det øverste stykke er en hel del ældre. Faktisk 1.7
milliarder år. Det er fra Gunpowder Creek Formationen i
Queensland , Australien. Kate Pound, som fandt denne lokalitet, troede
først, at hun havde fundet ormespor. Hun er ikke den eneste, der
har mistolket disse sinusformede riller som sporfossiler. De har endda
et sporfossilnavn: Manchuriophycus. Det skyldes, at tilsvarende riller
i prækambriske aflejringer i Kina oprindeligt blev tolket og
beskrevet som algespor.
Denne type strukturer forekommer i mange forskellige sedimenter af
forskellige aldre. Og de forekommer i lavvands marine sedimenter
så vel som i flod og sø sedimenter, men de er altid
associeret med bølgeribbestrukturer.
En mulig forklaring er, at "Manchuriophycus" er en speciel form for
tørresprækker, som dannes i sedimenter aflejret under
stormperioder. Det første, der aflejres efter stormen er
sandfraktionen, som
danner ribbestrukturerne. Umiddelbart efter aflejres
lerfraktionen, som hovedsageligt vil lægge sig i ribbetrugene.
Derfor fås en sinusform.
Mærkeligt nok er disse former aldrig observeret i overfladen
af moderne sedimenter. Dette tyder på, at krympningen,
altså dannelsen af tørresprækkerne er sket under
sedimentoverfladen og altså først er
sket efter aflejring fra en følgende storm. Disse former er rent
fysisk dannet uden nogen biologisk komponent. Og dog.
"Manchuriophycus" er specielt udbredt i prækambriske
sedimenter, hvilket kan skyldes, at biomåtter har gjort dannelsen
lettere.
Det viste stykke har ribber i negativt relief på undersiden,
hvilket er mærkeligt, idet en stormaflejring
normalt er forudgået
af erosion. Det kan være et tegn på, at sedimentet har haft
en vis beskyttelse af en biomåtte.
