Sporfossil nr.16 Oldhamia. Dette spor er dannet på samme tid som
det store "Lasso spor" (nr.23), nemlig i Nedre Kambrium.
De er imidlertir ikke lavet i det lavvandede hav som "Lasso sporet",
men derimod ude på dybhavet. Spor af Oldhamia findes i Maine,
Alaska, New Foundland, Irland og Ardennerne. Alle steder i Kambriske
dybvandsbjergarter, som er skubbet op ved kontinentkollision og
bjergkædedannelser.
Dybhavs sedimentation består af meget langsomt aflejret
finkornet sediment. Ind imellem bevirker kortvarige skred fra lavvands
områder, kontinentalsokkelen, at grovere sediment bliver aflejret
ude på dybt vand. Disse skred kan udsløses af
jordskælv eller af havvandsændringer, der gør
kontinentalhylden ustabil og bevirker til tider meget store skred, der
kan transportere groft sediment over flere tusinde kilometer ud
på det dybeste hav. Men ind imellem disse kortvarige episoder er
der på dybhavet stille og roligt . Dette tillod i tiden
før og kortvarigt efter den Kambriske eksplosion at biologiske
alge måtter kunne brede sig uforstyrret over havbunden. Disse er
ikke bevaret; men de orme, som skaffede sig næring fra dem,
dannede spor, som viser os, at de har eksisteret. Disse orme spiste af
biomåtternes affaldsprodukter nedefra, altså fra deres
underside. De viste spor er altså ikke overfladespor, men spor
dannet i sedimentet af orme, som systematisk ernærede sig af
biomåtternes underside ved at grave nogle få
millimeter skævt ned i sedimentet. At de gravede skævt ned
kan ses af sporenes fontæneform. At sporene ikke mødes i
et punkt i midten af hver enkelt fyrværkeri fontæne skyldes
at de ved centrum drejer opad til en graveindgang nogle få
millimeter højere oppe.
I Andesbjergene i Argentina er Oldhamia antiqua associeret med spor af
andre arter, som ernærede sig på samme måde, men
efterlod lidt
anderledes spor, hvilket viser, at de havde et anderledes
adfærdsprogram. Oldhamia flabellata gravede
også skævt ned nogle få
millimeter , men lavede så nogle bladlignende strukturer, hvor
gangene
udgik fra en fælles "stængel". Oldhamia recurvants var
større og
spidsen af hver gang vendte tilbage i modsat retning. Spidsen
bøjedes
som en hårnål. Således udnyttede ormene også
området imellem gangene.
Videre udvikling ses i spor fra Øvre kambrium i Nord Carolina, i
Ordoviciske sedimenter fra Portugal , hvor de midterste gange dannede
udgangspunkt for sekundære gange og fra Oldhamia fimbriata fra
Nedre
Karbon i Tyskland.
Disse spor viser en livsstil, der var almindelig også i
præKambrium og
i tiden før dn Kambriske revolution også fandtes i lavere
vandområder.
Den eksisterede i flere millioner år efter den Kambriske
revolution i
det fredeligere dybvandsmiljø, men også her vandt
bioturbationen frem
og fortrængte denne livsform. I Argentina ses en gradvis rigere
bioturbation opad i lagserien samtidig med, at disse ormespor
forsvinder.
Man ved ikke hvilke orme, der skabte disse flotte mønstre; men
de
må have
haft et højt udviklet centralnervesystem, idet de ellers ikke
kunne have
udvist en så regulær adfærd, hvilket har krævet
en
føling for de mad rige
sedimentlag og en føling med afstanden til de andre,
nærliggende spor.
